“Van Gogh – ved evighedens port”, er en kunstnerisk, visuel næsten eksperimentel film om en stor kunstner. Den er lige så særpræget, flimrende, rastløs som kunstneren selv. Dermed underbygges hele handlingen og den dogmeagtige måde at filme på med håndholdt, rystende filmkamera og underlige skæve vinkler Vincent Van Goghs skrøbelige sind og hektiske malemåde.
Vincent Van Gogh levede i stor fattigdom i hele sit liv og nåede aldrig helt at opleve sin egen berømmelse. Han bliver i starten af filmen bekendt med maleren Paul Gauguin, som i vrede mod den etablerede kunstverden, forlader Frankrig for at rejse til udlandet og male, som han har lyst til – uden om de etablerede impressionistiske kunstretninger og fremherskende malerskoler. Men Van Gogh bliver i Frankrig i den lille by Arles, hvor han slår sig ned i et lille hus, han lejer af madame Giroux. Han holder dog kontakt med Gauguin via hyppig brevveksling, og der opstår en form for fortrolighed og venskab mellem de to.
Billede og lyd
Man oplever Van Goghs sansning af naturen, når han vandrer omkring med lærred og malergrej på ryggen, når han lægger sig på jorden og hælder jord ned over ansigtet, når han står i meterhøj græs, og når han læner sig tilbage og lytter til vindens pisken gennem træerne. Der er rigtig meget lyd i filmen. Rigtig meget naturlyd i form af blæst og susen og rigtig meget klavermusik i melankolsk mol. Nogle gange næsten enerverende, irriterende klavertoner, der ensformigt, lidt dystert slår tonen an og akkompagnerer hans mørke sind. Klavermusikkens staccato fylder så meget, at det ind imellem overdøver billedsiden, men det er måske netop bevidst for at underbygge det tragiske faktum, at Vincents sindsyge er ved at tage over…
Se mere på www.filmogtro.dk